Kalender

Event 

Title:
Orientalsk musik og dans på Vestjyllands Højskole
When:
02.06.2012 - 08.06.2012
Kategori:
Aktiviteter

Description

KURSUSBESKRIVELSE

Dato: 2. - 8. juni 2012

Dans til musikken, spil til dansen og syng til musik og dans. Tre hold med orientalske rytmer.
Arabisk sang og kor fra den klassiske arabiske tradition til vore dages arabiske pop.
Musik med vægt på rytmer fra både folkemusik og klassisk musik fra Mellemøsten og Tyrkiet.
Dans; via koreografier arbejder vi med teknik, rytmer, musik, trin samt leder efter den magiske essens af orientalsk dans.

En uge fuld af orientalske rytmer med et gennemløbende tema for de tre hold – musik, dans og sang. Holdene fungerer
hver for sig, men arbejder også sammen, og der vil blive mulighed for at prøve alle tre.

Dans v. Lena Astrid
Via én til flere koreografier vil vi arbejde med teknik, rytmer, musik og trin. Vi vil også lede efter vores indre Diva og eksperimentere med at finde vores personlighed og identitet i dansen – vores personlige intime folklore (vores fortid, vores egen hemmelige have). "Great dancers are not great because of their technique, they are great because of their passion" har Martha Graham sagt, og mavedanser Jehan har sagt det meget smukt: ”With all the scientific knowledge of the stars you can still miss the beauty of the nigth sky. With all the technical and historical knowledge of dance, you can still miss the essence.” I løbet af denne uge vil vi foruden at lægge den nødvendige bund af teknik, teknik og teknik, lede efter denne magiske essens af dansen – både hos os selv og hos egyptiske stjernedansere. Kurset afsluttes med en optræden til live musik og sang, og det vil vi arbejde hen i mod i løbet af ugen. Niveauet er fra begyndere til avanceret. Derfor vil undervisningen være differentieret og begynderne være for sig selv noget af tiden.

Arabisk sang og kor v. Fatma Zidan
Er du let øvet sanger med interesse for at lære mere om arabiske sange og melodier – så er her en workshop med en virkelig kapacitet inden for arabisk kor og solosang. Vi vil introducere arabisk musik og sang – arbejde med hørelære – ”skæve” toner – også kaldet kvarttoner.

Musik fra Mellemøsten og Tyrkiet v. Lars Bo Kujahn
Et sammenspilshold med vægt på rytmer og melodier fra Mellemøsten og Tyrkiet/Balkan. Vi vil udvikle vores rytmiske sans med rytmisk træning. Alle deltagere på instrumenter som harmonika, klaver, tværfløjte, bas og selvfølgelig darbuka (arabisk tromme) er velkomne. Således er der ingen begrænsning for hvilket instrument, du kan spille.

Pilates og klassisk ballet v. Kamilla Hartmann
Som et tilvalg -  et ekstra krydderi til den orientalske dans - bliver der hver dag et tilbud om pilates efterfulgt af klassisk ballet.

Vi skal først og fremmest danse, spille og synge, men vil også beskæftige os med den orientalske kultur og nyde højskolelivet gennem Vesterhavstur, foredrag, fortællinger og sang. Dansen, sangen og musikken går op i en højere enhed, og vil blive afsluttet med en orientalsk fest med mulighed for optræden – frivilligt.

Vel mødt på Vestjyllands Højskole!
Fatma Zidan, Lars Bo Kujahn, Lena Astrid
og Kamilla Hartmann

 

http://www.vestjyllandshojskole.dk/

Aktiviteter